søndag den 26. april 2015

Sidste opdatering

Så er vi nået til den sidste opdatering – hvilket er lidt underligt! Sidste weekend havde vi fornemt besøg fra Tanzania. Afrika inTouch har ikke kun sendt Camilla og jeg ud, men også tre søde damer – ved navn Ella, Lene og Stine, som befinder sig i Tanzania, hvor de også underviser på en Primary School. Det var simpelthen så hyggeligt, at de lige kiggede forbi en weekend. Vi har allerede besøgt dem, så derfor ville de selvfølgelig også gerne se, hvordan vi lever i Uganda. Det betød at weekenden både bestod af en rundvisning i vores område, på Christ the King, og ikke mindst besøgte vi et babyhjem. Vi mødte en anden volontør ved navn Carina, da vi var ude og følge tandlægerne, og hende har vi skrevet lidt frem og tilbage med. Hun arbejder b.la. på et babyhjem i Masaka, så vi kunne passende lige besøge babyhjemmet, med Carina, og så kunne hun få en rundvisning på skolen og farmen. Ellers blev damerne fra Tanzania præsenteret for det ugandiske farmerliv. Det er efterhånden ved at blive en trend, at når vi får besøg af danskere, så bliver de automatisk tilbudt at slå en høne ihjel. Det er Ponsianos nye pakkeløsning, og jeg er fan! Det betyder kød fra Rogers’ lækre madgryder! Så Lene og Stine tog en høne hver, så der var nok med kød til aftensmad.
Den sidste uge har været en del præget af, at jeg snart vender snuden hjemad, så Camilla og jeg havde en del at se til, som en slags: Det skal jeg nå, inden jeg tager hjem-uge. Tirsdag til torsdag har vi været på safari med den sødeste ugander ved navn Joyce, som er ansat ved Ajabu Tours. Det kan varmt anbefales, hvis nogen skulle kigge forbi Uganda i den nærmeste fremtid. Vi ville gerne opleve en safari, som bød på lidt flere dyr, så vi valgte Queen Elisabeth Park – og det var en rigtig god beslutning. Først og fremmest bød køreturen på fantastiske naturoplevelser, som det også fremgår på billederne nedenfor, og naturen i sig selv blev en oplevelse. Når det så er sagt, så var vejret med hos, hvilket betød, at vi både fik set løver, elefanter, buffalos, flodheste, krokodiller. Vi kørte på rundt i parken, og var på en to timers sejltur. Jeg kunne ikke være mere tilfreds. Det er jo altid et sats, fordi Joyce ikke vil kunne garantere, at vi fx får løverne at se, men det var også lidt den spændende del!
Fredag besøgte vi en flygtningelejr ved navn Sango Bay, hvor flygtninge fra Tanzania og Rwanda har opholdt sig i knap 2,5 år. I begyndelsen boede der 4.500 mennesker i lejren, men på nuværende tidspunkt bor der ca. 3000, fordi særligt mændene er flygtet fra lejren. Tre af de største udfordringer i lejren er, at disse flygtninge er børn af tidligere flygtninge fra Tanzania og Rwanda. Dvs. de også selv, er opvokset i en flygtningelejr, og dermed har de ikke noget tilhørsforhold til deres hjemland. Hverken Tanzania eller Rwanda vil kendes ved disse mennesker, fordi de officielt ikke hører til nogen steder. Heller ikke den ugandiske regering, ved hvad de skal stille op, samtidig med at regeringen har stoppet madlevering til lejren. En anden ting er, at der i lejren bliver født 300 børn om året, og hertil kan man spørge: Når deres forældre ikke hører til nogen steder, hvad bliver der så af disse børn? Når hverken Tanzania, Rwanda eller Uganda vil tage ansvar for beboerne, så kan man ikke lade være med at tænke, hvornår de bliver frie igen. For at gøre det hele en tand mere melankolsk, så har Tanzania, for nogle år tilbage, valgt at smide disse flygtninge ud af landet. De meddelte 4.500 mennesker, at de enten skulle pakke alt hvad de havde, og tage frivilligt hjem (Et hjem de ikke har), eller også ville den tanzanianske regering finde disse mennesker. Vi tog derud for at hjælpe en klinisk assistent med at tage malariatests, behandle dem for diverse sygdomme og rense sår. Assistenten fik hjælp af en ugandisk kvinde, som både talte swahili, som tanzanianerne taler, og lugandisk. Hun giftede sig, for nogle år tilbage, med en tanzaniansk mand, og de bosatte sig i Tanzania. Efter at have fået tre børn sammen, døde manden for 3 år siden, og tilbage stod kvinden med tre børn og intet arbejde. En dag kom en bil, og samlede hende op – midt på gaden. Hun fik at vide, at hun ikke har et tanzaniansk statsborgerskab, og derfor skulle hun omgående tage med de andre flygtninge – ud af landet. Imellem tiden var hendes tre børn i skole, men disse mænd tog hende alligevel med, fængslede hende og slog hende i tre dage – indtil de fandt hende børn, og sammen måtte de forlade landet. Nu har kvinden ikke noget sted at bo – hun er hverken tanzanianer eller ugander. Deres boligforhold er ikke meget anderledes, end fra dét vi ser her i Kamuzinda. Husene er lavet af lejr, og madlavningen foregår over et bål. Forskellen er bare, at beboerne i Sango Bay ikke må arbejde. Deres børn går i en skole i lejren, men forældrene har absolut intet at fordrive tiden med. Hvorimod befolkningen i Kamuzinda kan bevæge sig frit rundt, kan arbejde, ordne deres haver, mødes med deres venner ved diverse markeder, gå op til kirken osv. I Sango Bay skal beboerne opholde sig inden for et afgrænset areal. Det er svært at sætte sig ind i. Dét vi kunne gøre var, at teste dem for diverse sygdomme, hvoraf få af dem havde malaria, men flere af dem havde infektioner fra dårlig hygiejne, beskidt vand osv. Flere af spædbørnene er blevet vaccineret af en mand, som udgiver sig for at være læge i lejren. God nok vaccinerer han børnene, men han formår at give samtlige af børnene infektioner, hvilket den kliniske assistent mistænkte at være pga. at manden måske bruger den samme nål til alle børnene. Man kan sagtens give børnene noget medicin for infektionen – problemet er bare, at hvis man ikke opdager det i tide, kan barnet tage skade. Så ja.. Fredagen bød ikke på nogen solstrålehistorie, men det var virkelig en oplevelse. Beboerne i lejren var utrolig imødekommende, og nogle af dem henvendte sig helt naturligt på engelsk, og viste os rundt i lejren. Jeg blev til og med budt indenfor, i en lejrhytte, fyldt med henrykte mennesker. Én af mændene tilbød, at jeg giftede mig med hans 18 årige søn, som var døv. Så kunne jeg hjælpe ham med at få de samme apparater, som jeg selv har i øret. Det var noget af et tilbud. Jeg fortalte Ponsiano om det, og han synes det var en rigtig god idé. (Bemærk ironien). Ponsiano vil bare gerne holde på sin volontørs, og jeg begynder at forstå hvorfor. Der er noget sentimentalt over den sidste uge, så jeg tror det bliver lidt svært, at skulle tage afsked med det hele. Selvom jeg er sikker på, at jeg kommer tilbage, så bliver det jo kun et besøg. Ikke på samme måde en periode, hvor man har en hverdag hernede, og knytter sig til familien og beboerne i Kamuzinda. Men jeg kan til gengæld glæde mig over, at have haft sådan et godt ophold, at det både bliver hårdt, at skulle herfra, men også fantastisk at se alle i Danmark igen.
 Resten af weekenden gik med at besøge vores skoleleder, Josephine, som er nedkommet med sit 8. barn. Lørdag havde jeg inviteret ungdomskoret til øvning og mad på farmen, for at sige på gensyn (jeg kommer jo igen), og i dag har vi været i kirke, for sidste gang i denne omgang, hvilket var lidt specielt. I morgen kører Camilla, Ponsiano og Rogers mig til Entebbe Lufthavn. Det bliver hårdt! Men jeg glæder mig til at se alle i Danmark igen, og ikke mindst vil jeg glæde mig over, at have haft tre fantastiske måneder.  
Vi ses på dansk jord!

Nuttede dreng på babyhjem

Ella med søde tvillinger

Pige fra Christ the King, hvor vi underviser

Lene med "vores" skønne børn.

Ella og Rogers


Dorcas og jeg

Camilla og jeg har hæklet lidt til kirken

Udsigt på vej til Queen Elisabeth




Camilla burde være med i Baywatch



Vores søde guide - Joyce





Olsenbanden på tur.


9
En dreng, som hurtigt blev erklæret for rask.

Beboerne i Sango Bays huse

Florence, som besøger sin bedstefar




Børn i Sango Bay

Camilla tester en dreng for malaria

fredag den 17. april 2015

Tiden flyver afsted, og det er vist ved at være tid til et blogoplæg. Der er sket en del ting her på det sidste, men jeg tænker, at give en lidt mere visuel beskrivelse af de sidste ugers begivenheder. Først og fremmest var påsken vældig hyggelig. Jeg havde lige to sygedage og en tur på en afrikansk klinik, men det tæller jeg med som en kulturel oplevelse. Ellers spiste vi påskefrokost med familien – både en dansk udgave og en ugandisk udgave. Vi manglede dog karrysilden og generelt kødpålæg og alt hvad der kendetegner en dansk påskefrokost. Om mandagen var vi tandlægeassistenter for en dag, hvilket var helt vildt fedt! Det var et britisk ægtepar, som virkelig var britiske på den charmerende måde, som holdte ferie i Uganda samtidig med at de tog rundt på skoler, hvor landsbybeboerne med tandproblemer kom. På skolen, hvor vi var på, kom nærmest hele landsbyen, og det eneste tandlægerne kan gøre for dem, er at rykke tænderne ud. Så vi havde omkring 60 patienter plus minus, hvor alle næsten fik rykkede tænder ud. Og jeg skal hilse og sige, at det ikke kun er europæere, som frygter tandlæger. Forestil dig en afrikansk kvinde, som aldrig har set en hvid mand før, som ovenikøbet oplever, at denne hvide mand stikker en masse redskaber ind i munden på hende, og tager et par af hende tænder. Jeg forestiller mig at samtlige børn fra den landsby er bange for muzunguer/hvide mennesker – efter den oplevelse. Camilla var assisent hos bedøvelsesbriksen, hvor jeg holdte dem i hånden, som fik rykket tænderne ud, og så gjorde jeg instrumenterne rene. Jeg kan stadigvæk høre lyden af tænder, der knækker og tandlægen ved navn Johns britiske kommentar efter at have rykket tænderne ud: ”Brilliant” – ”Excellent”.

Ellers har de sidste to uger gået med at undervise på Christ the King, plante en masse kaffetræer for Ponsiano, høste den kaffe, som er færdig, og så har vi været på Ssesse Islands med familien i to dage sidste weekend. I denne uge har eleverne på skolen haft eksaminer, så vi har været fuld i gang med at rette ekamensopgaver og overvåge eleverne. Min klasse, P7, klarede sig desværre ikke lige, som jeg havde håbet på. Niveauet var langt højere, end det, som vi underviser ud fra i bøgerne, så derfor var der kun tre ud af tolv, som bestod engelsk eksamen. Uha, det er den mindre sjove del ved at være lærer, og fordi at man jo engagerer sig fuldt ud, og håber at alle simpelthen består med glans. Men jeg kan glæde mig over at der tre gode piger i P7, som forhåbentlig skal videre til den ugandiske version af gymnasiet. Det føles ret underligt, at det er den sidste uge på skolen, og ikke mindst at jeg snart skal herfra. Jeg skubber tanken lidt endnu, og nyder denne weekend med besøg fra Tanzania, hvor tre piger/damer, som også er udsendt med Afrika InTouch, bor og laver primært det samme, som Camilla og jeg. I den kommende uge skal vi på safari, holde en lille korkomsammen og en familiemiddag inden jeg skal tilbage til Danmark. Så der kommer nok et lille blogoplæg til.

Et tegn på, at det snart er tid til, at jeg skal hjem, er at vi er blevet færdig med vores hækleprojekter. Vi har hæklet et tæppe til Mama Halle, som også hedder Rogers. I Afrika bliver en mor kaldt mama efterfulgt af navnet på sin førstfødte. Hun havde slet ikke set den komme. Nok fordi jeg havde pyntet lidt på sandheden, og sagt at vi laver et tæppe til kirken. Hun har bare været så fascineret af vores hæklerier og med fem børn og hårdt arbejde hver dag, så fortjener man et rart tæppe til at smække over benene. Derudover har vi færdiggjort vores projekt til kirken, som jeg nok lige skal fortælle mere om næste gang. 

 Håber alt er dejligt i Danmark, og at det efterhånden er ved at blive lyst og lunt!

John i færd med at undersøge en lille dreng

Dame med sin søn - begge fik rykket tænder ud.

Camilla trængte til et check

Ponsiano og Camilla hjælpes ad med at plante kaffe

Ponsiano tjekker at vi gør det 100 procent efter bogen. Vi kunne blive farmere, hvis vi ville.

Søde piger fra P7. De elsker mit kamera ;-)

P7-klassen - min klasse! 

Dorcas er i færd med at skrive en sætning på lugadisk, som jeg skal udtale. Det synes de er konge sjovt. Måske fordi jeg slet ikke lyder ugandisk, men pære dansk.

Familien på Ssesse Islands

Solomon på 3 år og mig

Camilla og Tina på 7 år.
Vi har hæklet et tæppe til verdens bedste Mama Halle. Det er Ennuck på fem år, som betragter tæppet.

Smukke mama Halle med sit nye tæppe.

torsdag den 26. marts 2015

Om at være gæst i Tanzania, og om at modtage gæster fra Danmark

Casey og to fyre fra et tanzaniansk marked


Camillas fødselsdag


Camilla, Ponsianos mor Christine og jeg


Boda boda'er - vores driver hedder Jospeh og er forrest på billedet


Vores skole - Christ the King - opfører traditionel afrikansk dans


Børnene havde skrevet en sang om os - så vi måtte danse med............


En smuk pige fra Christ the King


Glade P5-elever


Ponsiano har en tendens til at ændre danske piger til afrikanske kvinder


En kvinde fra Kamuzinda i færd med at flette en måtte 


En specialitet, dvs. fisk, som ugandere spiser med skind og øjne.


En ældre mand, som vi besøgte med præsten. Han blev overvældet over hvide mennesker og gaver


Alle efterskoleeleverne med forstander- Jens i gul skjorte, lærer-Mette, Vores pastor Daniel med den lyserøde skjorte, hans kone Jane, det nygiftepar, hvis bryllup vi var til, Rogers, Ponsiano samt Camilla og jeg.

Så er det tid til lidt nyt fra Uganda. Der er sket en del siden sidst. I sidste uge var vi i Tanzania med vores værtsforældre Ponsiano og Rogers. Det var simpelthen så hyggeligt! Særligt fordi vi er vant til at have fem børn omkring os med Ponsiano og Rogers, så nu var det bare os fire og selvfølgelig deres yngste datter Dorcas. Første stop var i Bukoba, hvor vi besøgte tre søde damer, som også er sendt ud med Afrika InTouch. Deres volontøropgave er den samme som her, nemlig at undervise på en skole. Så vi fik lige en kort indsigt i, hvad disse damer driver tiden med i Tanzania. Efter en enkelt overnatning tog vi videre til en tidligere volontør fra Afrika InTouch ved navn Martin. Han har bosat sig i byen Kigoma, hvor han bor sammen med sin forlovede Casey – en enormt sød amerikaner. Vi tilbragte en del tid med Casey, som har boet i Tanzania i 6 år, og underviser på en bibelskole. Hun var generelt bare et inspirerende menneske, som var den oplagte guide rundt i Tanzania. Overordnet set kan man tydeligt se, at Tanzania er mere velstillede end Uganda. Husene, butikkerne, kirkerne og generelt deres madvarer afspejler, at de lige er lidt foran Uganda i forhold til den økonomiske vækst. Vi var i Tanzania i fem dage, og så gik turen hjem til Kamuzinda igen. Selve busturen fra Bukoba til Kigoma, som begge er byer i Tanzania, tog 15 timer. Ja, av av. Vejene er til gengæld også ret dårlige… Men en bustur kan nu også være en kulturel oplevelse i sig selv. Både fordi man kan betragte folket omkring én, udkantsområder, men særligt fordi folk henvender sig til én på en meget direkte måde. Fx var der en mand, som synes Danmark lød indbydende, og som derfor gerne ville giftes med mig. Jeg takkede pænt nej tak J.

Et par dage efter vores hjemkomst fra Tanzania, besøgte vi Ponsianos forældre, som bor i nærheden af hovedstaden Kampala. Selv havde Ponsinao ikke besøgt dem i tre år. Dvs. de ikke har set Ponsinaos to yngste - Solomon og Dorcas. Hele besøget var meget formelt. Fx må Rogers ikke være tæt på sin svigerfar. Hun skulle sidde på gulvet, kigge ned, når han talte til hende, og generelt holde sig på afstand. Hun fortalte til og med, at hun ikke taler i telefon med sin svigerfar. Mest af alt for at vise respekt. Det var lidt af en oplevelse, at være tilskuer til. Ponsianos forældre var virkelig søde, og meget beæret over vores besøg. Så det var rigtig fint!

Efter besøget skulle vi hente syv efterskoleelever og deres lærere - som er rejst fra Danmark til Afrika for at besøge os i to uger. I fællesskab med Ponsiano, som vi allerede har givet titlen: leader/Kingsiano/Mayor, viste vi danskerne rundt i vores område. De fik set Christ the King, hvor vi underviser, hvor lærerne havde planlagt et utrolig gennemført program med afrikanske trommer, dans og sang. Det gik lige ind i hjertet. Jeg er DYBT imponeret over, hvordan piger på 6-7 år kan ryste bagpartiet på den måde. Når jeg forsøger, ligner det et komisk tilfælde. Hatten af for dem! Det er simpelthen så smukt! Ellers viste vi dem den lidt større by Maska, vores område i Kamuzinda, kirken i Kamuzinda, og sidst men ikke mindst tog vi med pastor Daniel på besøg hos en række fattige familier. Det var rigtig trist at se, men også utrolig vigtigt – både for os og for eleverne! Om søndagen var vi i kirke, hvor eleverne sang to sange på dansk for kirken, og det var bestemt en succes! Da vi kom til kor i går, var de helt skuffede over at det bare var Camilla og jeg. Vi er ved at være en del af dem, så de syv nye muzunger var mere end velkomne til at blive. Dog skulle de videre til Tanzania, men vender tilbage til Uganda i weekenden, hvor vi har to dage med dem, inden de skal tilbage til Danmark.  

Ellers har vi et lækkert program foran os med påsken med familien, hvor Ponsiano gerne vil holde en dansk påske – forstået på den måde, at vi skal lave dansk mad sammen. Jeg kommer dog til at mangle sild med karrysalat (min mund løber i vand ved bare tanken). Den kan vi altså ikke fikse. Derudover er det endelig blevet regntid. Grunden til, at jeg siger endelig, er at jeg primært – sammen med resten af Uganda - har ventet i to måneder på regn. For regn betyder at vi skal plante kaffe, og det er jeg stor tilhænger af! Så den kære Ponsiano beordrer os nok snart ud på markerne, men det gør ikke spor! Hans kaffeplantage er halvvejs i forhold til, at produktionen kan bruges. Jeg har luftet ideen om, at Ponsiano kunne blive min personlige kaffeleverandør. Ikke dårligt, ikke dårligt! Så det er lidt om, hvad der sker i Uganda for tiden. Håber i nyder foråret i Danmark, og at I alle spiser en sild for mig. Med karrysalat – og med et iskoldt glas mælk!  

søndag den 8. marts 2015

Et ugandisk bryllup!

Ponsiano, Rogers, Camilla, Dorcas & jeg

én af de søde damer fra onsdagsklubben

Rogers, Camilla & Dan

Hvid muzungu, også kaldt Camilla, i gomaz iblandt kvinder fra vores landsby

Brudeparret - dag 1

Flotte ugandiske damer fra Kamuzinda

Brudeparret

Camilla og jeg i færd med at opføre den danske dans

Camilla og jeg med Ruth - lederen af vores kor. 

Camilla og jeg med lederen af vores skole Jospehine og hendes mand
I denne weekend har vi deltaget i et ugandisk bryllup, og det var været noget af en kulturel oplevelse! I Uganda inviterer man alle man kender og lidt til. Det betyder, at et bryllup nemt kan bestå af 500 gæster, og helst omkring 1000 gæster. Fidussen er, at jo flere gæster, jo bedre ser brylluppet ud. Det betyder også, at det er ret dyrt at blive gift i Uganda. Derfor opkræver bruden og brudgommen omkring 20.000 ugandiske shilling fra alle gæster. Det svarer til 24 danske kroner. Dertil kan man også donere igennem kirken, og det er ret normalt, at der den slags indsamlinger til et bryllup. Brylluppet varer i to dage, hvor første dag byder på, at bruden introducerer gommen for sin familie. Til denne begivenhed er det kun dem, som gommen og bruden udvælger, som deltager. Til dette bryllup var vi omkring 50 mennesker, som sad kun om bruden og gommen samt deres familier. Først holdte vi et lille møde med dem, som kom med fra vores område. Derefter kørte vi hen, hvor introduktionen blev afholdt. Vi fik serveret et godt måltid, hvorefter vi skulle marchere ind til sidepladserne – opdelt mellem kvinder og mænd. Jeg har aldrig følt mig mere royal! Særligt fordi man til denne begivenhed, skal være iført en gomaz, som er en traditionel ugandisk kjole. Umiddelbart minder den mig om en kombination af en 80’er kjole og en kimono. 80’erne er kommet for at leve i den ugandiske mode. Mændene har en lang hvid kjole på en habitjakke – som det også fremgår på billederne. Begivenheden varerede cirka 6 timer, hvor der blev danset og familiemedlemmerne introducerede sig. Der var to værter, som underholdte gæsterne, imens familiemedlemmerne kom dansende ind. Så det var begrænset, hvor meget bruden og brudgommen selv sagde. Det virkede i det hele taget som et show, hvor gæsterne ikke blot er den nærmeste familie.
På andendagen, dvs. om lørdagen, blev parret viet, og derefter blev der afholdt en reception. Vi var desværre ikke med til vielsen, fordi én af vores værtsforældres børn blev syge, og måtte køres til lægen, og derfor måtte vi passe de to ældste børn. Dog nåede vi til receptionen, som var en fortsættelse af gårdagens show. Denne gang var bruden dog iført en stor hvid, og meget iøjefaldende kjole. Hun var smuk! Dog er traditionen, at bruden ikke smiler alt for meget, og det gjorde hun bestemt heller ikke. Generelt var brudeparret afholdende og ikke så kærlige, som man vil opleve hos danske par. Det eneste som brudeparret siger til selve receptionen, er tak for gaverne, og ellers er det familiemedlemmerne, som holder mikrofonen. Her sætter jeg nu pris på et dansk bryllup, fordi man for mig at se, skal snakke med sine gæste, men det bruger man ikke her i Uganda. Kort inde i festlighederne, siger Ponsiano at vi skal op og danse for brudeparret. Altså bare Camilla og jeg. Vi har nemlig vist Ponsiano og Rogers, hvordan man danser til et dansk bryllup, og det synes de simpelthen var så smukt. Så ja… Vi dansede den traditionelle mor-far-dans foran 200-300 smilende ugandere, imens de videooptog indslaget. De var meget imponeret over vores danske dans, så måske bliver det det nye i Uganda? Da vi også er med i kirkekoret, skulle vi op og synge en enkelt sang for brudeparret. Så de hvide danskere fik virkelig hylet brudeparret! På andendagen var det ekstra hyggeligt, at en del af beboerne i Kamuzinda deltog. Så var der også flere, som vi kendte. Blandt andet en del af dem fra koret, som vi taler godt med, og ikke mindst lederen af den skole, som vi underviser på. Hun hedder Jospehine, og er simpelthen så sød! Vi står sammen med hende og hendes mand på et af de ovenstående billeder. Alt i alt nogle virkelig begivenhedsrige dage, hvor man virkelig oplever, hvor stor en forskel der er på et dansk bryllup og et ugandisk bryllup. Personligt foretrækker jeg et dansk bryllup!