søndag den 26. april 2015

Sidste opdatering

Så er vi nået til den sidste opdatering – hvilket er lidt underligt! Sidste weekend havde vi fornemt besøg fra Tanzania. Afrika inTouch har ikke kun sendt Camilla og jeg ud, men også tre søde damer – ved navn Ella, Lene og Stine, som befinder sig i Tanzania, hvor de også underviser på en Primary School. Det var simpelthen så hyggeligt, at de lige kiggede forbi en weekend. Vi har allerede besøgt dem, så derfor ville de selvfølgelig også gerne se, hvordan vi lever i Uganda. Det betød at weekenden både bestod af en rundvisning i vores område, på Christ the King, og ikke mindst besøgte vi et babyhjem. Vi mødte en anden volontør ved navn Carina, da vi var ude og følge tandlægerne, og hende har vi skrevet lidt frem og tilbage med. Hun arbejder b.la. på et babyhjem i Masaka, så vi kunne passende lige besøge babyhjemmet, med Carina, og så kunne hun få en rundvisning på skolen og farmen. Ellers blev damerne fra Tanzania præsenteret for det ugandiske farmerliv. Det er efterhånden ved at blive en trend, at når vi får besøg af danskere, så bliver de automatisk tilbudt at slå en høne ihjel. Det er Ponsianos nye pakkeløsning, og jeg er fan! Det betyder kød fra Rogers’ lækre madgryder! Så Lene og Stine tog en høne hver, så der var nok med kød til aftensmad.
Den sidste uge har været en del præget af, at jeg snart vender snuden hjemad, så Camilla og jeg havde en del at se til, som en slags: Det skal jeg nå, inden jeg tager hjem-uge. Tirsdag til torsdag har vi været på safari med den sødeste ugander ved navn Joyce, som er ansat ved Ajabu Tours. Det kan varmt anbefales, hvis nogen skulle kigge forbi Uganda i den nærmeste fremtid. Vi ville gerne opleve en safari, som bød på lidt flere dyr, så vi valgte Queen Elisabeth Park – og det var en rigtig god beslutning. Først og fremmest bød køreturen på fantastiske naturoplevelser, som det også fremgår på billederne nedenfor, og naturen i sig selv blev en oplevelse. Når det så er sagt, så var vejret med hos, hvilket betød, at vi både fik set løver, elefanter, buffalos, flodheste, krokodiller. Vi kørte på rundt i parken, og var på en to timers sejltur. Jeg kunne ikke være mere tilfreds. Det er jo altid et sats, fordi Joyce ikke vil kunne garantere, at vi fx får løverne at se, men det var også lidt den spændende del!
Fredag besøgte vi en flygtningelejr ved navn Sango Bay, hvor flygtninge fra Tanzania og Rwanda har opholdt sig i knap 2,5 år. I begyndelsen boede der 4.500 mennesker i lejren, men på nuværende tidspunkt bor der ca. 3000, fordi særligt mændene er flygtet fra lejren. Tre af de største udfordringer i lejren er, at disse flygtninge er børn af tidligere flygtninge fra Tanzania og Rwanda. Dvs. de også selv, er opvokset i en flygtningelejr, og dermed har de ikke noget tilhørsforhold til deres hjemland. Hverken Tanzania eller Rwanda vil kendes ved disse mennesker, fordi de officielt ikke hører til nogen steder. Heller ikke den ugandiske regering, ved hvad de skal stille op, samtidig med at regeringen har stoppet madlevering til lejren. En anden ting er, at der i lejren bliver født 300 børn om året, og hertil kan man spørge: Når deres forældre ikke hører til nogen steder, hvad bliver der så af disse børn? Når hverken Tanzania, Rwanda eller Uganda vil tage ansvar for beboerne, så kan man ikke lade være med at tænke, hvornår de bliver frie igen. For at gøre det hele en tand mere melankolsk, så har Tanzania, for nogle år tilbage, valgt at smide disse flygtninge ud af landet. De meddelte 4.500 mennesker, at de enten skulle pakke alt hvad de havde, og tage frivilligt hjem (Et hjem de ikke har), eller også ville den tanzanianske regering finde disse mennesker. Vi tog derud for at hjælpe en klinisk assistent med at tage malariatests, behandle dem for diverse sygdomme og rense sår. Assistenten fik hjælp af en ugandisk kvinde, som både talte swahili, som tanzanianerne taler, og lugandisk. Hun giftede sig, for nogle år tilbage, med en tanzaniansk mand, og de bosatte sig i Tanzania. Efter at have fået tre børn sammen, døde manden for 3 år siden, og tilbage stod kvinden med tre børn og intet arbejde. En dag kom en bil, og samlede hende op – midt på gaden. Hun fik at vide, at hun ikke har et tanzaniansk statsborgerskab, og derfor skulle hun omgående tage med de andre flygtninge – ud af landet. Imellem tiden var hendes tre børn i skole, men disse mænd tog hende alligevel med, fængslede hende og slog hende i tre dage – indtil de fandt hende børn, og sammen måtte de forlade landet. Nu har kvinden ikke noget sted at bo – hun er hverken tanzanianer eller ugander. Deres boligforhold er ikke meget anderledes, end fra dét vi ser her i Kamuzinda. Husene er lavet af lejr, og madlavningen foregår over et bål. Forskellen er bare, at beboerne i Sango Bay ikke må arbejde. Deres børn går i en skole i lejren, men forældrene har absolut intet at fordrive tiden med. Hvorimod befolkningen i Kamuzinda kan bevæge sig frit rundt, kan arbejde, ordne deres haver, mødes med deres venner ved diverse markeder, gå op til kirken osv. I Sango Bay skal beboerne opholde sig inden for et afgrænset areal. Det er svært at sætte sig ind i. Dét vi kunne gøre var, at teste dem for diverse sygdomme, hvoraf få af dem havde malaria, men flere af dem havde infektioner fra dårlig hygiejne, beskidt vand osv. Flere af spædbørnene er blevet vaccineret af en mand, som udgiver sig for at være læge i lejren. God nok vaccinerer han børnene, men han formår at give samtlige af børnene infektioner, hvilket den kliniske assistent mistænkte at være pga. at manden måske bruger den samme nål til alle børnene. Man kan sagtens give børnene noget medicin for infektionen – problemet er bare, at hvis man ikke opdager det i tide, kan barnet tage skade. Så ja.. Fredagen bød ikke på nogen solstrålehistorie, men det var virkelig en oplevelse. Beboerne i lejren var utrolig imødekommende, og nogle af dem henvendte sig helt naturligt på engelsk, og viste os rundt i lejren. Jeg blev til og med budt indenfor, i en lejrhytte, fyldt med henrykte mennesker. Én af mændene tilbød, at jeg giftede mig med hans 18 årige søn, som var døv. Så kunne jeg hjælpe ham med at få de samme apparater, som jeg selv har i øret. Det var noget af et tilbud. Jeg fortalte Ponsiano om det, og han synes det var en rigtig god idé. (Bemærk ironien). Ponsiano vil bare gerne holde på sin volontørs, og jeg begynder at forstå hvorfor. Der er noget sentimentalt over den sidste uge, så jeg tror det bliver lidt svært, at skulle tage afsked med det hele. Selvom jeg er sikker på, at jeg kommer tilbage, så bliver det jo kun et besøg. Ikke på samme måde en periode, hvor man har en hverdag hernede, og knytter sig til familien og beboerne i Kamuzinda. Men jeg kan til gengæld glæde mig over, at have haft sådan et godt ophold, at det både bliver hårdt, at skulle herfra, men også fantastisk at se alle i Danmark igen.
 Resten af weekenden gik med at besøge vores skoleleder, Josephine, som er nedkommet med sit 8. barn. Lørdag havde jeg inviteret ungdomskoret til øvning og mad på farmen, for at sige på gensyn (jeg kommer jo igen), og i dag har vi været i kirke, for sidste gang i denne omgang, hvilket var lidt specielt. I morgen kører Camilla, Ponsiano og Rogers mig til Entebbe Lufthavn. Det bliver hårdt! Men jeg glæder mig til at se alle i Danmark igen, og ikke mindst vil jeg glæde mig over, at have haft tre fantastiske måneder.  
Vi ses på dansk jord!

Nuttede dreng på babyhjem

Ella med søde tvillinger

Pige fra Christ the King, hvor vi underviser

Lene med "vores" skønne børn.

Ella og Rogers


Dorcas og jeg

Camilla og jeg har hæklet lidt til kirken

Udsigt på vej til Queen Elisabeth




Camilla burde være med i Baywatch



Vores søde guide - Joyce





Olsenbanden på tur.


9
En dreng, som hurtigt blev erklæret for rask.

Beboerne i Sango Bays huse

Florence, som besøger sin bedstefar




Børn i Sango Bay

Camilla tester en dreng for malaria

1 kommentar:

  1. Tak fordi vi måtte følge med i dit ugandiske eventyr, det har været hyggeligt at læse med.Håber du fortsætter her på bloggen når du vender tilbage til Uganda på besøg ;-)

    SvarSlet